2 piger – 2 meter – 1 silverback gorilla

I går så jeg bjerggorillaer - vaskeægte gorillaer - uden noget bur eller lignende forhindringer mellem dem og jeg! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive denne oplevelse – den skal opleves – men fuldstændig vanvittig overdrevet fantastisk er bestemt ikke en overdrivelse!
4 timers gang gennem smuk tæt jungle skulle der til, før vi fandt dem. Vejen dertil var lidt besværlig – der er jo ikke ligefrem et stisystem – og samtidig bevæger gorillaerne sig også.

Gorillaerne reagerer på et brøl

Nationalparken holder massivt øje med de forskellige grupper. Viser en gorilla det mindste sygdomstegn bliver den tilset af dyrlæge. I den gruppe vi var på vej til, havde der lige været oprør. En ung silverback på 17 år havde udfordret sin far, den ledende silverback – og havde haft held dermed. Taberen af disse opgør er dømt til at forlade gruppen, hvis den er heldig følger nogle af hunnerne med. Denne han var 48 år – noget af en alder for en gorilla, men for gammel til hunnerne følger den. Den unge havde altså overtaget hele flokken – en gruppe på 18 stk.

  

Da nationalparken holder et så vågent øje med gorillaerne, har de også altid nogenlunde styr på, hvor gorillaerne befinder sig. Tidligt om morgenen løber spejderne ud, de starter det sted hvor de så gorillaerne sidst den foregående dag. Herfra søger de friske spor i form af knækkede grene, afføring mv. Når de finder dem, giver de lyd via walkie-talkie til vores guide, og spejderne følger dem så herefter til vi når dem.

Silverbacken

De havde fundet gorillaerne! Desværre sad gruppen højt oppe i træerne - en position, der gør dem svære at se. Vi besluttede os derfor for at spise vores medbragte madpakke midt i junglens idylliske stilhed. Pludselig kom der melding fra spejderne – gorillaer var kommet ned fra træerne og var begyndt at flytte på sig. Afsted gik det, gennem krat og skov, ned af skrænter og over åer – til guiden stopper og siger ’hør’.
Den fornemmelse man får, når man står fuldstændig ubeskyttet mens man kan høre en gorilla brøle i nærheden – den er en smule angstprovokerende…
  




























Pludselig var de der bare! 2, som man nok kan karakterisere som teenagere, havde gang i en lille slåskamp for sjov, en mor sad med sin unge på maven, en anden sad bag et træ – stak hovedet frem og skulede mod os. 7 i alt sad der her! Endnu et brøl i nærheden – et brøl, der fik denne del af flokken på vagt. De rejste sig fra deres magelige positioner og styrtede ned af skrænten – de skulle se om det var noget alvorligt der udløste brølet – og i så fald hjælpe deres gruppe. ’Efter dem’ sagde guiden! Vi kom på prøve, gorillaerne var hurtige – vi kæmpede en brag kamp bare for at holde os på benene, røg dog også alle på rumpen af og til. Nede i dalen var resten af gruppen – et fantastisk syn! 

Da vi ankommer, er der en af de små, der lige skulle vise sig - den efterlignede silverbacken ved at slå på brystkassen og hoppe rundt. Silverbacken sad massivt oppe på modsatte skrænt, godt i gang med at spise. Af og stil gav den en knurrende lyd – hvad vi fik at vide betød; ’hej, i er mine venner’. Ellers brølede den, hvis resten af gruppen ikke opførte sig ordentligt. Nogle slængede sig i træerne, andre søgte mad i skovbunden, mens de små legede. Alle fuldt optagede, kiggede på os af og til, men var ellers ligeglade med vores tilstedeværelse.

Reglerne er; ingen blitz på kameraet, man skal tale lavt, helst sidde ned for ikke at virke truende, ikke kigge dem i øjnene (de tager det som en udfordring), og holde sig 7 meter væk fra gorillaerne. Nogle gange kommer gorillaerne mod en, hvis de ikke er truende skulle man bare sætte sig ned, hvis man løber vil man helt sikkert blive angrebet. Hvis de er truende skal man også sætte sig, men samtidig bevæge sig langsomt bagud.
Det sidste en disciplin Emma og jeg fik prøvet….




























Vi sidder stille på skrænten – silverbacken har bevæget sig ned i dalen og sidder ca. 5 meter foran os og spiser fra en busk. Kort efter rejser den sig op, går stille og roligt, men pludselig ændrer den retning og står 2 meter foran os! Min puls steg fra 60 til 200 på et splitsekund – den var enorm!! Den siger nogle lyde, vi sætter os på hug og hører guiden sige, at vi skal bevæge os langsomt bagud – da vi er 4 meter fra den, får vi at vide, at vi skal sætte os igen. Gorillaen har forsat øjnene på os – et meget intenst øjeblik, hvor jeg ikke er sikker på, om mit hjerte slog! Kort tid efter vender den ryggen til os og går tilbage til busken…

Det er få sekunder i mit liv jeg aldrig vil glemme – og hvis, har jeg det foreviget på film. Jeg filmede mens den sad ved busken, på videoen kan man se, hvordan den pludselig går mod os, og vupti – panik – skovbunden bliver filmet og herefter kameraet slukket. Da vi efterfølgende sad 4 meter fra den, startede jeg kameraet igen – disse to videoer er jeg ret glade for at have i kassen i dag.
En time havde vi hos gorillaerne, det føltes som minutter. Det var så speciel en oplevelse, at jeg vil anbefale alle, der sætter deres ben i nærheden af dette område, til at besøge disse unikke dyr – det er det hele værd!
 

Dette billede er taget da silverbacken gik imod os - det kan måske give en fornemmelse af, hvor tæt den var på os - heldigvis smiler den til fotografen.