Legetøjsindsamling = party på peads!!!!

Min søster, Tanja, har gjort noget helt fantastisk - efter at have hørt om, hvordan børnene på børneafdelingen keder sig som dagen er lang i mangel af legetøj - har hun startet en indsamling af legetøj. Og hvilken indsamling! Der må have været så mange, der har været med til at bidrage, for vi fik tilsendt to store kasser!
Og hvilken glæde det skabte! Børneafdelingen blev fyldt med liv og glade dage, børnenes øjne lyste af glæde, de grinede og glemte næsten at de var syge!
Jeg er ikke i tvivl om, at denne indsamling har forandret ‘hverdagen’ for de indlagte børn, og det er mig virkelig en glæde, for jeg ved, at denne glæde vil vare ved lang tid fremover, når afdelingen bliver fyldt med nye børn.
Tilbage er vist bare at bruge pladsen på nogle af de fantastiske billeder!
Tusind tak til alle der har bidraget!

Disse to pakker ankom med posten

Der bowles

Man kan godt blive træt af at lege så meget!

 

Barnet med de falske tænder

En bekymret mor havde taget sit et-årige barn med til hospitalet. Hun beklagede sig over, at barnet var ved at få ’falske tænder’. Jeg må blankt erkende at jeg var sat af – jeg forstod ikke meget – men Alex, som jeg var i out-patient med, ville forklare mig det bagefter. Det viser sig så, at når børn er ved at få tænder, og de samtidig har feber og diare – så siger overtroen at tænderne er falske. De bekymrede mødre opsøger derfor den lokale medicinmand. Han ’kurerer’ børnene ved at hive den tand ud, der nu måtte være på vej. Tragisk, for ikke bare mister barnet en tand i munden, der går også betændelse i det. Men, da barnet ikke mere har diare (da dette er et normalt symptom på at en tand er på vej) – så har medicinmanden jo udført et mirakel! Heldigvis kom denne mor først på hospitalet, men da barnet intet fejler, er der ikke andet at gøre, end at forsøge at overbevise moderen om, at barnet er sundt og raskt - og at der ikke findes falske tænder selvfølgelig…. Ellers er der kun at håbe på, at hun ikke efterfølgende opsøger medicinmanden.

En anden overtro handler om grød. Når kvinder har født, spiser de en speciel grød for at få det bedre. Det er som sådan godt, for grøden indeholder meget jern – og dette har de brug for hvis de har blødt meget under fødslen. Overtroen lyder, at de korn, der bliver brugt i grøden kan gøre børn syge og få dem til at hoste. Når børn hoster, bliver de taget til den lokale medicinmand, og følgende er ikke for sarte sjæle; han skærer ind til musklerne på hvert bryst samt på hver side af ryggen. I musklerne har børnene nogle hvide fedtklumper – disse hiver han ud – og efterlader herefter sårene åbne. Her kan det ikke overraske at disse sår bliver betændte. Yderst tragisk er det, at børn, der hoster på grund af lungebetændelse næsten med sikkerhed dør af ovenstående 'behandling'. Når de har en lungebetændelse, og oveni dette fire betændte sår - hvor bakterier har fri adgang til blodet, så er prognosen ikke god. Selvom de når at komme til hospitalet i live er de ofte så dårlige, at de ikke kan nås at reddes trods intensiv behandling.
Hvorfor tror disse mennesker så på, at denne behandling hos medicinmanden kan kurere? Typisk, når børn hoster, skyldes det en øvre luftvejsinfektion – forårsaget af virus. Dette kræver ikke behandling – men immunforsvaret nedkæmper forkølelsen og vi helbreder os selv. Så når børn har været hos medicinmanden med en almindelig forkølelse – og de bliver raske (af sig selv) igen – så er det selvfølgelig medicinmanden, som har udført miraklet.

Dr Leonard med gevinst i posen - og hvor opbevarer man så den til man har fri?

Tager man en runde på børneafdelingen finder man mange børn med ar efter ovenstående ’behandling’. Viden og undervisning er naturligvis vejen frem for at bekæmpe det. Men at overbevise en befolkning, der i generationer har troet på disse ’mirakler’, om, at det skader langt mere end det gavner – vil nok desværre også tage generationer. Dr Leonard, der er børnelæge, gør sit for at forklare, hvordan virkeligheden forholder sig til disse mødre. Af og til bliver han også belønnet af patienterne. Derhjemme er blomster og vingaver populære - her får man en høne!

Top-model Uganda, vejleder- og dyre-besøg!

Vi har fået et lidt atypisk job i forhold til at være frivillige lægevikarer - ofre for spotlight og blitz som modeller.
Som før nævnt, samarbejder hospitalet med en del lodges i håb om at nogle turister vil besøge hospitalet og give et lille bidrag (Hospitalet er udelukkende drevet af fonde og donationer). En af disse lodges – hvis primære målgruppe er pensionerede rige amerikanere – skal have fornyet deres hjemmeside med billeder og video. Dertil skulle de bruge nogle musunguer - og det blev så os. 

 

De havde hyret to professionelle fotografer fra Sydafrika. Første foto-shoot blev skudt af på en trekkingtur kaldet ’The Batwa experience’. Her er flere Batwa-grupper – den vi tidligere besøgte var meget isoleret – det var denne absolut ikke. De lever af at vise turister, hvordan de boede i skoven. Alt var derfor opsat i form af musik, dans eller små skuespil.

Området er lavet med det eneste formål at turister kan få indblik i kulturen – det bliver altså ikke brugt til beboelse. Det var meget sjovt, men gav en enorm kontrast i forhold til den første gruppe vi mødte, og jeg er langt fra i tvivl om, hvad der var den største oplevelse af de to.
Vi mødte velforberedte op – i bedste safari-stil – vi havde fået at vide, at vi skulle gøre vores bedste for at ligne turister. Ellers var eneste krav såmænd bare, at vi skulle opføre os naturligt – og ikke kigge ind i kameraet…

 

 

At opføre sig naturligt, når der løber en fotograf rundt og blitzer, samtidig med en anden filmer - med et spot, der kan lyse ethvert rum op bedre end solen – det er lidt af en prøvelse! Man bliver pludselig utrolig bevidst om sig selv. Resultatet bliver senere tilgængeligt for alle (kontrakten er underskrevet) – så må vi jo grine til den tid.

Regnen kom, så kameraet måtte dækkes

En hytte i et træ

Selve turen var en times tid op ad bakke – intet problem for os efterhånden garvede vandrere. Vi blev underholdt i en af deres hytter med musik og dans, så hvordan de lavede ild, hvordan de tidligere boede oppe i træerne, deres håndarbejde mm. Alt sammen meget fint – men også lidt svært at koncentrere sig pga kameraerne.

De næste to fotoshoots foregik på lodgen. Det var ’utroligt hårdt’ – vi sad for det meste rundt om et bål med et koldt glas hvidvin i hånden – ren luksus for os! Af og til, når der blev råbt ’freeze’, måtte vi ikke bevæge os fra ca 7-20 sekunders tid, ellers var det ren hygge.
Som tak for hjælpen fik vi middag på lodgen – 3 retters menu – bla en stor bøf. Så vores model-karriere i Afrika var liv og glade dage – ærgerligt den kun varede en uge….



 
Ellers var det denne uge, hvor mine vejledere kom på besøg. Det kan lyde meget fornemt at ens vejledere kommer helt til Uganda - men foruden mit projekt, har vi fået arrangeret, at de holde et kursus i akut fødselshjælp her – ALSO-kursus.
Angående mit forskningsprojekt går det godt, for de der ikke ved det, laver jeg en evaluering af behandlingen af abort-patienter (det er den anden hyppigste årsag til moderdødelighed i verden). Intet er blevet som forsøgsprotokollen – men sådan er det jo sjældent med forskning. (Jeg håber bare, at Danida ikke trækker deres penge tilbage! – Ikke at jeg tror det, for jeg synes nu godt, at jeg kan argumentere for ændringerne….).

Jeg har fundet nogle interessante ting – som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre her, men som vil kunne føre til forbedringer både i diagnostikken og behandlingen. Jeg er helt sikkert stødt ind i flere problemer – men et vejledningsbesøg er som en problemknuser, så nu er jeg på farten igen. Oveni det var de dejligt positive og syntes jeg har mere end rigeligt med interessant data.








Foruden vejleder besøg fik vi lørdag aften besøg af andet – eller det vil sige – min seng fik besøg af andet – heldigvis uden jeg var i den! Først en edderkop, den sad på væggen lige ved siden af min hovedpude – eller hvad vi vil mene er en edderkop – døm selv – antallet af ben er i hvert fald ikke normalt!

 Senere sidder vi i Emmas seng og ser film. Pludselig ser jeg en rotte springe rundt oven på mit myggenet – den falder ned – lander under min hovedpude!!!
Straks får vi tilkaldt hjælp. De gennemsøger min seng i forsøg på at finde udyret ved at slå med bat – midt i al iveren når jeg heldigvis at redde min computer inden den får en tur med battet! Den skræmte rotte kæmpede for sit liv og havde gemt sig bag en kiste, hvad den senere skulle fortryde. De to tilkaldte hjælpere vælger at dræbe rotten først ved at mase kisten mod væggen, senere ved at oversprøjte den med….. myggespray! 
For at slutte af med noget fint kommer her et billede af vores nye veninde; Precious – en 4 mdr gammel pige, som griner af alt og alle!

2 piger – 2 meter – 1 silverback gorilla

I går så jeg bjerggorillaer - vaskeægte gorillaer - uden noget bur eller lignende forhindringer mellem dem og jeg! Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive denne oplevelse – den skal opleves – men fuldstændig vanvittig overdrevet fantastisk er bestemt ikke en overdrivelse!
4 timers gang gennem smuk tæt jungle skulle der til, før vi fandt dem. Vejen dertil var lidt besværlig – der er jo ikke ligefrem et stisystem – og samtidig bevæger gorillaerne sig også.

Gorillaerne reagerer på et brøl

Nationalparken holder massivt øje med de forskellige grupper. Viser en gorilla det mindste sygdomstegn bliver den tilset af dyrlæge. I den gruppe vi var på vej til, havde der lige været oprør. En ung silverback på 17 år havde udfordret sin far, den ledende silverback – og havde haft held dermed. Taberen af disse opgør er dømt til at forlade gruppen, hvis den er heldig følger nogle af hunnerne med. Denne han var 48 år – noget af en alder for en gorilla, men for gammel til hunnerne følger den. Den unge havde altså overtaget hele flokken – en gruppe på 18 stk.

  

Da nationalparken holder et så vågent øje med gorillaerne, har de også altid nogenlunde styr på, hvor gorillaerne befinder sig. Tidligt om morgenen løber spejderne ud, de starter det sted hvor de så gorillaerne sidst den foregående dag. Herfra søger de friske spor i form af knækkede grene, afføring mv. Når de finder dem, giver de lyd via walkie-talkie til vores guide, og spejderne følger dem så herefter til vi når dem.

Silverbacken

De havde fundet gorillaerne! Desværre sad gruppen højt oppe i træerne - en position, der gør dem svære at se. Vi besluttede os derfor for at spise vores medbragte madpakke midt i junglens idylliske stilhed. Pludselig kom der melding fra spejderne – gorillaer var kommet ned fra træerne og var begyndt at flytte på sig. Afsted gik det, gennem krat og skov, ned af skrænter og over åer – til guiden stopper og siger ’hør’.
Den fornemmelse man får, når man står fuldstændig ubeskyttet mens man kan høre en gorilla brøle i nærheden – den er en smule angstprovokerende…
  




























Pludselig var de der bare! 2, som man nok kan karakterisere som teenagere, havde gang i en lille slåskamp for sjov, en mor sad med sin unge på maven, en anden sad bag et træ – stak hovedet frem og skulede mod os. 7 i alt sad der her! Endnu et brøl i nærheden – et brøl, der fik denne del af flokken på vagt. De rejste sig fra deres magelige positioner og styrtede ned af skrænten – de skulle se om det var noget alvorligt der udløste brølet – og i så fald hjælpe deres gruppe. ’Efter dem’ sagde guiden! Vi kom på prøve, gorillaerne var hurtige – vi kæmpede en brag kamp bare for at holde os på benene, røg dog også alle på rumpen af og til. Nede i dalen var resten af gruppen – et fantastisk syn! 

Da vi ankommer, er der en af de små, der lige skulle vise sig - den efterlignede silverbacken ved at slå på brystkassen og hoppe rundt. Silverbacken sad massivt oppe på modsatte skrænt, godt i gang med at spise. Af og stil gav den en knurrende lyd – hvad vi fik at vide betød; ’hej, i er mine venner’. Ellers brølede den, hvis resten af gruppen ikke opførte sig ordentligt. Nogle slængede sig i træerne, andre søgte mad i skovbunden, mens de små legede. Alle fuldt optagede, kiggede på os af og til, men var ellers ligeglade med vores tilstedeværelse.

Reglerne er; ingen blitz på kameraet, man skal tale lavt, helst sidde ned for ikke at virke truende, ikke kigge dem i øjnene (de tager det som en udfordring), og holde sig 7 meter væk fra gorillaerne. Nogle gange kommer gorillaerne mod en, hvis de ikke er truende skulle man bare sætte sig ned, hvis man løber vil man helt sikkert blive angrebet. Hvis de er truende skal man også sætte sig, men samtidig bevæge sig langsomt bagud.
Det sidste en disciplin Emma og jeg fik prøvet….




























Vi sidder stille på skrænten – silverbacken har bevæget sig ned i dalen og sidder ca. 5 meter foran os og spiser fra en busk. Kort efter rejser den sig op, går stille og roligt, men pludselig ændrer den retning og står 2 meter foran os! Min puls steg fra 60 til 200 på et splitsekund – den var enorm!! Den siger nogle lyde, vi sætter os på hug og hører guiden sige, at vi skal bevæge os langsomt bagud – da vi er 4 meter fra den, får vi at vide, at vi skal sætte os igen. Gorillaen har forsat øjnene på os – et meget intenst øjeblik, hvor jeg ikke er sikker på, om mit hjerte slog! Kort tid efter vender den ryggen til os og går tilbage til busken…

Det er få sekunder i mit liv jeg aldrig vil glemme – og hvis, har jeg det foreviget på film. Jeg filmede mens den sad ved busken, på videoen kan man se, hvordan den pludselig går mod os, og vupti – panik – skovbunden bliver filmet og herefter kameraet slukket. Da vi efterfølgende sad 4 meter fra den, startede jeg kameraet igen – disse to videoer er jeg ret glade for at have i kassen i dag.
En time havde vi hos gorillaerne, det føltes som minutter. Det var så speciel en oplevelse, at jeg vil anbefale alle, der sætter deres ben i nærheden af dette område, til at besøge disse unikke dyr – det er det hele værd!
 

Dette billede er taget da silverbacken gik imod os - det kan måske give en fornemmelse af, hvor tæt den var på os - heldigvis smiler den til fotografen.

En dag på operationsgangen

Her er intet som derhjemme – heller ikke operationsfaciliteterne. Jeg har dagligt en vis kirurgs stemme i mit baghoved – fra mine første dage i klinik på Bispebjerg Hospital – hvor jeg skulle lære kirurgisk håndvask og sterile procedurer – et område denne kirurg kunne få til at være en hel videnskab i sig selv.

Emma ved vask

Her er ikke håndsprit – for at komme uden om dette (hvilket man egentlig ikke kan, da det er spritten der gør det hele), vasker man hænderne 5 gange inden man skal operere. Man starter med både neglebørste og sæbe. Neglebørsten smider man, mens man beholder sæben i hånden under alle 5 håndvaske. Det er ikke helt godt, men igen er det mangel på ressourcer der spiller ind. Problemet er ikke bare, at du skal beholde sæben i hånden, men også, at det er en fast sæbe – det betyder, at næste gang du skal gå i vask tager du den samme sæbe op. Faste sæber har det med at være bakteriebomber, men flydende er desværre for dyre. Efter vask tørrer man hænderne i et lille sterilt håndklæde eller i sterile gaze stykker – det er som sådan fint nok – problemet er bare, at man umuligt kan få hænderne tørre. Kirurgiske handsker er inddelt i størrelse, så man kender sin egen størrelse, og de skal sidde helt tæt – de helt umulige at få på, når ens hænder ikke er tørre...

Dette er bordet med sterilt udstyr

Vores outfit består først af scrub-tøj – det klassiske kirurg-tøj, her lavet af bomuld. Uden over dette tager man et tungt gummiforklæde på, og her ud over et sterilt bomuldsforklæde. Fodtøj er gummistøvler i str 42. Derudover bomuldsmaske og bomuldshat til håret. Dette lyder måske ikke slemt – men, this is Africa – så man opererer i 30 graders varme – og udluftning er en by i Rusland.
I dag assisterede jeg til 2 kejsersnit – jeg var gennemblødt af sved! Det bliver dog udlignet af, at vi til hver operation, får lov til selvstændigt at gøre mere og mere.
Der findes ikke noget afløb i operationsstuen. Hvis der derfor er noget, som skal skylles væk foregår det gennem et hul i muren. Desværre fungerer dette hul også som indgang – jeg forestiller mig aflukket er gået i stykker. I hvert fald fornemmede jeg pludselig fokus mod hullet under en af kejsersnitoperationerne, og de kastede varmt vand gennem hullet. Når man opererer er man fokuseret, og det skal man være. Min nysgerrighed steg mig dog til hovedet, så efter operationen forhørte jeg mig – et firben havde været på vej ind. Det er ret uheldigt, men måske mere heldigt, end hvad de to andre piger har oplevet dernede – en rotte….
Personalet gør dog alt hvad de kan for at holde operationsstuen så ren som mulig, men igen, ressource-mangel er hindringen.

Lager

Lager med medicin

Maskinen til at sterilisere

Hospitalet har 2 ’kirurger’ – ingen af dem har specialiseret sig, men er hvad vi i Danmark vil kalde ’yngre læger’. De er henholdsvis 28 og 30 år, men de er dygtige! Da de kun er de 2 til at dække hele døgnet alle ugens 7 dage, har de derfor også, trods deres unge alder, meget erfaring. Vi har været vidner til alt lige fra fjernelse af bylder til fjernelse af et stykke tarm, livmoderen og sågar milten – så der er ingen tvivl om, at vi kan lære noget inde på den operationsstue.