Pygmæernes verden tur-retur

Denne weekend fik vi et enestående tilbud: trekkingtur i nationalparken, gennem Bwindi impenetrable forest (Bwindis uigennemtrægelige skov), med det mål at besøge en Batwa pygmæ stamme. To fyre, Richard (læge) og Barnabus (health community worker), havde planlagt turen i månedsvis. 7 i alt drog vi afsted – 3 af os piger – og 4 medarbejdere fra hospitalet.



Først skulle vi gennem junglen. Her havde vi følge af to soldater - en foran og en bag os – hver med sit gevær. Det er et krav når ’hvide’ bevæger sig gennem skoven, da området grænser op til Congo. Rebeller fra Congo kidnappede for 10 år siden en amerikansk turist og dræbte vedkommende. Soldaterne var altså vores beskyttelse.

Barnabus peger på hospitalet

Op gik det, lidt mere opad, og så lige lidt mere. Tempoet var som sat af B.S. Christiansen – og vi kæmpede. Kvinder hernede ses som svage – så vi skulle vise dem hvad danske vikinger var lavet af! Så beskrivelse af regnskoven – tja, jeg kiggede mest nedad for ikke at snuble over en løs sten – men tæt, det var skoven helt bestemt!






Efter skoven kom bjergene – altså, mere opad… sveden løb ned af os piger, men ikke et kvæk om pause kom fra vores mund, så når vi holdt pause, var det på drengenes opfordring. På et tidspunkt gjorde vi ophold ved en skole – det var en tidligere lejr for flygtninge fra Congo. Jeg tog ophold på en sten på en lille forhøjning. Ned af forhøjningen lå børnene i tre rækker og kiggede grinende på mig.
Langsomt blev de modigere og krøb nærmere langs jorden – dog stadig med sikker afstand – man ved jo aldrig hvad en musungo kan finde på.

  
Videre gik det – opad og opad. Pygmæerne bor på toppen af bjerget – ingen kendte højden – men lad mig bare sige, at vi kiggede ned på skyerne.

Godt udmattede - men nu er vi også ved 'skyerne'

Pygmæerne er tidligere nomadefolk, der boede i skoven langt væk fra al civilisation. Her levede de af jagt. De er nemme at kende – for de er mellem 1.20-1.50 cm høje – kvinderne kan endda være mindre. Da bjerg-gorillaerne er truede, og pygmæerne intet problem har med at nedslagte en gorilla til middag, besluttede regeringen i 2003 at pygmæerne skulle ud af skoven. Det kom de også - man glemte bare at give dem et nyt sted at bo. Da de var nomader ejede de intet, og havde derfor intet at begynde et nyt liv for. De har selvfølgelig ikke gået i skole, og har svært ved at forstå konceptet ’penge’ – de bliver derfor ofte snydt når de har penge. Men disse nomade folk er altså endt med at bo på toppen af det bjerg vi netop var på vej opad.

vi er næsten fremme, vi ville ikke være uhøflige, så vi har ikke taget så mange billeder i landsbyen. Ovenover rækken af mennesker kan dog skimtes et hus.

Et lille hvil inden det går løs igen

Efter 5 timers rask gang var vi fremme. Vi fik en fin velkomst af mændene, mens kvinderne forberedte vores sovested. Et område på ca. 40 kvadratmeter var overdækket med bliktag – herunder skulle vores telte stå. Kvinderne fordelte først palmeblade ud på jorden, ovenover blev der lagt langt græs – det skulle isolere for jordens kulde. Godt ødelagte og med svedige hænder hilste vi på stammens mænd. Allermest havde jeg lyst til at smide mig ned med fødderne oppe og sove i to dage – men…. This is Africa…. Og i Afrika må man gå langt efter rent vand! Endnu en times gang opad!

Raymond og jeg er glade over at være på 'toppen'

Udsigt over Congo

Meget kontrastfyldt skulle vi på vejen efter vand forbi en lodge – en nat; 500$. Formålet var at etablere et samarbejde med lodgen, så turisterne evt vil besøge hospitalet – og forhåbentlig give en lille donation. Vi nød dog godt af udsigten herfra – ud over Congo.








Herefter gik vi til den lille landsby, hvor vi kunne købe vand og mad. Turen tilbage var heldigvis ned ad bakke – halvdelen dog i mørke…

Efter at have tilberedt og spist den mad vi havde brugt vores sidste kræfter på at skaffe, blev vi inviteret til at sidde med stammens mænd rundt om bålet (som også var under det overdækkede tag) – og chokket kom!!!

Caroline demonstrer højden af byens toilet

 Helt naturligt, ville de først gerne høre lidt om vores hjemland. Første spørgsmål lød om landet var fladt eller med bjerge. Caroline svarer; landet er fladt, det er koldt, det regner ofte og om vinteren har vi sne. De kan selvfølgelig ikke engelsk – så vi har en der oversætter frem og tilbage – det tager dog tid – og langsomt går det op for os, at han er i gang med at forklare, hvad sne er. De 7 mænd sidder med dybt koncentrerede ansigter og lytter intenst – de har aldrig hørt om sne! Næste spørgsmål: Hvordan fodrer i så dyrene om vinteren, når der er sne på jorden? Her begynder det langsomt at gå op for os, hvor isolerede disse mennesker er, hvor lidt de ved om resten af verden, og at vi måske er de første hvide mennesker, der har besøgt deres lille stamme! (Jeg spurgte senere Barnabus – han havde aldrig før haft gæster med derud).

Vi har selvfølgelig også spørgsmål til dem. De har alle mellem 5 og 10 børn, 2 af mændene har to koner, andre to er brødre – men med hver deres mor – deres far havde 5 koner. Vi hørte, hvordan de 5 mænd med spyd kunne nedlægge en bøffel! Yderst interessant! Den hyppigste dødsårsag, da de boede i skoven var at de blev taget af løver eller pumaer. Derfor skulle man altid være på vagt – og det var de! En gren knækker på et tidspunkt et sted udenfor lejren – de farer alle op – det var (heldigvis!) falsk alarm. Senere farer de op igen med tegn om at vi skal løfte fødderne. 3 mænd skulle der til for at få et lille dyr kastet ind i bålet. Det lignede en blanding af et stort tusindben og en skorpion – de forklarer; den bider – det er dødeligt – og vi har ikke modgift. Godt så - velkommen til junglen!

Stammens leder yderst til venstre, tre kvinder og en masse børn!

Der faldt dog ro på lejren igen. Regnen styrtede ned, tordenen buldrede og himlen blev ofte oplyst af lyn. Samtalen om bålet fortsatte. De fortalte, at de så hvide mennesker som vise. Derfor havde de glædet sig til at høre, hvad de skulle gøre, for at få et bedre liv. Det er noget af en uberettiget ophøjelse bare for ens hudfarve! Og det viste os endnu mere, hvor lidt de vidste om verden udenfor. Vi sad som mundlamme – 3 tøser – midt i deres tyvere – skulle fortælle disse ældre mænd – fra en stamme, der i generationer har overlevet blandt vilde dyr i en skov – hvad de kan gøre for at forbedre deres situation! Og de havde ligefrem glædet sig til at spørge os, det vil sige, de forventede rent faktisk et svar! Jeg svarede, at vores samfund blev båret af, at alle skulle gå i skole (folkeskolen i Uganda er gratis – men langt fra alle børn går i skole) – og gennem den viden man fik fra skolen, var man bedre rustet til at klare sig i samfundet. Det så ud til et lys gik op for dem – jeg håber bare de forstod budskabet om, at det er vigtigt, at de sender deres børn i skole.

Hjemturen

Resten af aftenen forsatte i undervisningens tegn – de 4 f’er: fæces, food, fingers og flies. Kort fortalt; de kan undgå megen sygdom, hvis de vasker hænder efter toiletbesøg, inden spisning, koger vandet og undgår fluerne – helt basalt for os – men tydeligvis ny viden for dem.

Jeg sov ikke meget denne nat – tordenen bragede forsat løs og regnen hamrede mod bliktaget – men det var mere et forsøg på at fordøje aftenens oplevelser, der holdt mig vågen – det var for vildt!















Næste dag inden hjemrejsen fik vi en rundtur. De boede i lerhytter med stråtag – på ca. 12 kvadratmeter kunne de sagtens bo en familie på 7. Midt i huset var køkkenet – det vil sige; bålet. For de der kender Vingsted – så er det præcis sådan disse mennesker bor i år 2012 – altså, som vi i Danmark boede i jernalderen – forskellen er bare at husene i Vingsted er i bedre stand! Der er blevet doneret midler, så de er i gang med at bygge nye huse med bliktag i stedet – deres gamle huse skal så bruges til køkken. Yderligere har de fået doneret to brønde.

Vi takkede mange gange for deres gæstfrihed. De svarede, at det, at vi havde tilbagelagt hele denne ufremkommelige vej for at besøge dem, var for dem et tegn på, at bedre tider var på vej. De håbede, at vi ville fortælle deres historie, så flere ville besøge dem – det er hermed gjort….

Et træt, men stærkt team ved rejsens ende