It’s ok – it’s Africa man!

Ikke mange minutter havde vi været i dette fantastiske afrikanske land, hvor jorden er rød, græsset grønt og himlen blå, før der blev grint højlydt af os. Min sele i taxaen fra lufthavnen til hovedstaden virkede ikke – vi pointerede det bare – hvorefter chaufføren højlydt griner og siger: ”It’s ok – it’s Africa man!”.Dette er hurtigt blevet vores motto i en hverdag præget af forsinkelser, ufremkommelige veje, kvæg på vejene, strømafbrydelser (som nu!) osv.

Vi havde en overnatning i hovedstaden, Kampala – jeg vælger bare at beskrive denne som; kaos!

    

Turen hertil var helt fantastisk! 12 timer i jeep på hullede veje – men den smukke natur og oplevelser langs vejkanten udlignede den begyndende smerte i bagdelen fra alle de huller, som vi ramte i vejen. Jo længere vi kom fra hovedstaden, jo stærkere reagerede de lokale på os. I begyndelsen råbte de bare ”musungu” – hvid – og pegede. Senere tabte børnene bogstavelig talt underkæben og stod som forstenede og kiggede efter os. Nogle vågnede op igen, løb efter bilen, mens de grinede, vinkede og råbte ”musungu musungu”. Jeg ved ikke om de, eller os grinede mest.

På hospitalet blev vi taget imod med åbne arme. Alle er meget venlige. Den første uge bliver vi introduceret til afdelingerne. På min første dag var jeg på fødselsgangen – det bød på en fødsel, et kejsersnit, en operation for en byld og et behandlings-indgreb på en kvinde efter en abort – her assisterede jeg. En arbejdsdag fra kl 8-21.30. Men hvilken dag!



Så alt i alt tegner dette til at blive et fantastisk ophold. Og på trods af at menuen i aften står på lever – skal der ikke mere, end et kig ud i haven, hvor det vrimler med rødhalede aber i træerne, til at få smilet frem.
This is Africa man!