KILIMANJARO

 Jeg har set Afrika fra toppen – jeg har været på toppen af verdens højeste fritstående bjerg! Det er lidt vildt….
6 dages kamp, gennem landskab der forandrede sig fra jungle, til kold slette, til et månelignede landskab med store sten, der i tidernes morgen er blevet kastet fra vulkanens indre for til sidst at vandre i sne – dyb sne!

Varmer mig paa en kop kaffe

Der er endnu lang vej - toppen kan ses bag os.

Vi skulle bestige Kilimanjaro – igen havde vi taget budget-firmaet, men bedt om et tæt telt. Alt udstyr kan man låne – vi blev derfor godt forsynet med overtøj i bedste 80’er stil, jeg lånte vandrestøvler – ca str 40 – men det blev jeg senere glad for, da jeg skulle have 4 par sokker på.

Vi slog lejr i et omraade med vindblaeste traeer.

Baranko-wall - denne vaek skulle vi op over

I 4 dage går man mod toppen, man skifter mellem at være varm og svedig til kold og klam. Vi var ganske heldige med vejret, hver aften kom disen dog og alt blev koldt og fugtigt – selv inde i teltet. Kun en enkelt dag regnede det – det var dog nok til at begge par uldsokker jeg havde på var helt gennemblødte – så utætte var mine lånte sko. Med tanke om forfrosne tæer på toppen tog jeg derfor 2 par sokker på, herefter plastposer og så yderligere to par sokker, på ingen måder optimalt – men det virkede.
 

På 4. dagen går man tidligt i seng og står op omkring midnat for at vandre det sidste stykke (1300 højdemeter) i mørke for at nå solopgangen fra toppen. Da vi åbner teltdugen venter der os en overraskelse – der er faldet sne! Meget sne! I over 6 timer går vi mod toppen i en halv meter sne! Det er åbenbart usædvanligt at der falder så meget – for selv guiderne var overraskede. Men det gjorde oplevelsen helt speciel – at kæmpe sig mod toppen i mørket kun med lyset fra sin pandelampe og refleksionen fra sneen, hvordan guiderne hele tiden måtte vurdere sneen – hvor var der sikkert at gå? – det var helt specielt. Men - det var så overdrevet hårdt! I mit hoved kørte; ’aldrig mere igen, aldrig mere igen, hver et skridt og du er tættere på at være nede igen’. Vi kunne ikke holde pauser – kulden var for slem og vi ville blive for kolde – så det gjaldt om at blive ved med at gå. Kulden bed i os – vores handsker frøs til is i en position hvor hånden var halvåben – vores medbragte vand stivnede langsomt og min hat var frossent af et lag af is. Det sneede forsat, guiderne forberedte os på at vi intet ville se på toppen.
Men endnu en gang var heldet med os – ved første peak, Stella point, så vi solen stå op. Et fantastisk syn, skyer på himlen bidrog til farvespillet og solen sendte stråler mod den uspolerede sne der dækkede bjerget – hvilket syn!
 

 

Ved dette peak er der 100 højdemeter tilbage – Uhuru peak! 5895 meter over havoverfladen. Man må være der i 20 minutter – ellers bliver man syg af højden – det føltes som 2 minutter. Hvilket syn – jeg kan ikke beskrive det – man skal være der, så i må nøjes med billeder…. Men, DET VAR SÅ SMUKT!!!! 
 

Laeg maerke til vi ikke kan lukke vores haender da handskerne er helt frosne

Vi havde slæbt kittel og stetoskop med op – vi ville lave sjov med hospitalet og sende dem et billede af os på toppen af Kilimanjaro. Det viste sig dagen efter at være heldigt. En af bærerne var syg – frem med stetoskopet – manden havde fået en lungebetændelse. Vi havde penicillin med – det fik han og på en papirlap skrev jeg et notat om behandlingen til den læge han skulle se, når han kom ned – penicillin er så dyrt her at de ikke bruger det. Vi mødte bæreren ved kontoret da turen var slut, spurgte hvordan han havde det; ’very good – the pill’s are very good!’. 

 
Men vi klarede det – og vi klarede det flot! Først på toppen og først nede igen. Alle (11!) mand der var med os var imponerede – de to små piger viste sig jo at være stærke! De omdøbte os derfor fra muzungo til mbongo!
 

Nede fra toppen igen - udmattet men glad

 
Mit Afrika-eventyr er ved at vaere forbi, det har paa mange maader vaeret helt fantastisk. Lige nu slapper jeg af paa en bounty-strand paa Zanzibar, men glaeder mig ogsaa til at komme hjem til de mange jeg har savnet.