Efter at have taget natbussen fra Uganda, sejlet over Victoriasøen og boet i en ussel lille støvet landsby, hvor der intet rent vand var – vi fik en spand beskidt vand fra brønden vi kunne vaske os i – ventede 5 dages safari.
![]() |
| Dette er FOER vi har vasket os... |
Vi er jo stadig studerende, så vi havde booket en budget-safari. Aftenen forinden, hvor vi skulle have et orienteringsmøde med guiden kom han 3 timer for sent, han anede ikke hvilke områder vi skulle til, men havde helt forkerte oplysninger. Jeepen var noget gammelt lort – utæt når det regnede, den ene dør kunne ikke lukkes ordentligt, og der var kun et sidespejl – bakspejlet, det var helt tildækket. Taget i bilen kunne åbnes – der skulle bare lige bindes ekstra snore i for at taget ikke faldt ned igen. Budget safari betyder også, at man sover i telt i stedet for at indlogere sig på dyre lodges – teltene var utætte og vi frøs – soveposerne var jo selvfølgelig blevet våde da det regnede.
På trods af alt det ovenstående havde vi en fantastisk safari. Dyrene tager heldigvis ikke hensyn til om du bor i et telt eller en lodge til 500$ natten. Vi startede på Serengeti – det var fantastisk og fyldt med dyr! Flokke med elefanter, giraffer, gnuer, flodheste, aber, bøfler, vortesvin, strudse – alt så vi. Men ikke nok med det – de havde alle unger og mange af dem kom helt tæt på bilen! Løveflokke der lå og dovnede i solen – men kiggede interesseret op når der kom en lyd – ingen tvivl om de var på vagt. En leopard blev det også til – den lå og slangede sig oppe i et træ, langt væk – men vi så den! Efter Serengeti tog vi til Ngorongoro-krateret, vi havde kørt 2 min og vi så en gepard! Den sad høj og slank på sletten – men vi var heldige, få minutter efter slentrede den mod højt græs og væk var den. I krateret vrimlede det med dyr! Langt væk lå, hvad der lignede to sten – i kikkerten kunne man dog se de små ører der blafrede rundt – det var to næsehorn og ’the big 5’ var hjemme! The big 5 er; bøflen, løven, næsehorn, leopard og elefant. Det er de farligste dyr og man siger, at hvis du angriber dem skal du ramme rigtigt første gang – ellers vender de sig om og angriber dig!
| Leoparden er der! |
På vej fra Ngorongoro krateret besøgte vi en Masai-landsby. Emma og jeg ofrede os og gik med i deres dans. Vi fik deres halssmykker om halsen og blev ledt ind i midten af en rundkreds af flok smukt udsmykkede kvinder. Dansen gik ud på at få halssmykket til at vippe – til sidst mestrede vi det og vippede i takt med kvinderne. Vi duellerede mod mændene – hvem kunne hoppe højest. Masaierne vandt, knebent, men mon de nogensinde før havde duelleret mod to, hvor den ene har en dynejakke på og den anden lige har smidt en fleecetrøje?
| Manden fortalte at tatoveringen betyder han har draebt en loeve - skal vi tro paa ham? |
| Dansen |
Vi overnattede på toppen af krateret. Ved sengetid gik en flok bøfler og græssede ved lejren. Ikke helt trygge ved at have disse aggressive dyr omkring os krøb vi til køjs – næste morgen ca en meter fra teltet havde en af bøflerne efterladt en lille lugtende ’gave’.
| Emma peger paa beviset |
| Geparden |


Ingen kommentarer:
Send en kommentar