Præsentation af min forskning for hospitalet

Denne uges mandagsundervisning stod jeg for. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne præsentere nogle af mine resultater og ideer for hospitalet inden jeg rejser herfra. Det resterende må de få senere på mail.
Jeg var nervøs – jeg var nervøs for hvordan de ville tage imod det. For de, der ikke kender mit projekt, vil jeg kort forklare. Jeg har brugt de sidste 3 måneder på at indsamle data fra abort-patienters journaler helt tilbage til 2007, ligesom jeg har observeret de tilfælde der er blevet indlagt her under mit ophold.

  

Abort er illegalt i mange afrikanske lande, også Uganda. Men at aborter er illegale betyder ikke, at de ikke sker – i stedet for at foregå i sikre omgivelser på et hospital, sker det i de små landsbyer – med urter, grene eller eger fra et cykelhjul. En illegal abort er skamfuldt, patienterne gør alt for at holde det hemmeligt, de frygter omgivelserne reaktion, de frygter straffen; at blive dømt for mord (jeg har dog ikke hørt denne straf effektueret – hospitalet har jo deres tavshedspligt). Men det betyder, at de først søger hospitaler når de er alvorligt syge – og af alle graviditets-relaterede dødsfald i verden tæller disse aborter for 13%! Jeg havde læst artikler fra Kenya og Tanzania, hvor behandling af disse patienter, når de endelig kom til et hospital, var alt for ringe. Det rørte mig, for så længe abort er ulovligt - vil de foregå ude i landsbyerne, så det mindste man kan gøre som sundhedspersonale er at sikre sig at behandlingen er optimal.

Jeg udarbejdede derfor en protokol for behandlingen af disse patienter – hvor jeg har taget forbehold for hospitalets ressourcer. Herfra udviklede jeg en database med de ønskede parametre og med det formål at kunne undersøge behandlings-niveauet på dette hospital. Herved ønsker jeg at identificere områder, hvor der kan gøres forbedringer, samt komme med forslag til forbedringer.
Men alt dette betyder, at det jeg skulle fremlægge i morges, var de områder hvor behandlingen ikke er optimal. Direkte sagt ’på dette punkt gør I det ikke godt nok’.

Generelt gør de et rigtigt godt stykke arbejde her, men jeg har fundet områder, hvor jeg mener, det er muligt at forbedre behandlingen – som vil komme til fordel for både patient og hospital. Og dette fremlagde jeg så i morges.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt bevæget bagefter. De tog så godt imod det, var taknemmelige for mit arbejde - de kunne godt se problemerne, og de tog mine forslag til sig! Men ikke bare har de taget det til sig, de vi implementere det! Alt hvad jeg havde håbet på – for det betyder, at det jeg har arbejdet på de sidste 3 måneder rent faktisk vil komme en masse patienter til gavn i fremtiden!  De har bedt om min database – så hospitalet selv fremover kan lave årlige evalueringer på området - for at følge udviklingen i behandlingsniveauet. Derudover har de bedt mig om at udarbejde en checkliste for behandling og tiltag, som de kan have liggende på afdelingerne, og bruge når disse patienter bliver indlagt, ligesom de har bedt mig opdatere hospitalets guidelines for behandlingen af aborter. Arbejdsopgaver jeg med glæde har påtaget mig.
Jeg er glad, rørt og stolt over at det projekt, som jeg har brændt så meget for, som jeg har brugt så meget tid på, som jeg til tider har været ved at brække mig over og kyle i skraldespanden nu bærer frugt – og ikke bare bærer frugt, men er endt langt over mine forventninger og hvad end jeg turde håbe på. Så jeg er glad i dag, jeg er glad på hospitalets vegne, men mest af alt glad på de fremtidige patienters vegne…