Løve-kvinden (ikke for børn eller sarte sjæle!)

I dag blev en kvinde transporteret til hospitalet – en løve havde angrebet hende.
Hun var gedehyrde, og havde været ude i nat for at gederne kunne græsse. Løven havde først angrebet gederne – dræbt 3 af dem – og spist dem. Derefter gik den løs på kvinden – og som et dyrs instinkt nu er – gik den efter struben….
Heldigvis overlevede hun. Måske var 3 geder var nok til at løven blev mæt – eller også havde denne kvinde en beskyttende hånd over sig. Som kattedyr nu er, har de det med at lege med maden – og det gik altså desværre ud over denne kvinde.
Angrebet skete ca kl 3 i nat – og 12 timer efter ankom hun til hospitalet – ilde tilredt. Fra bag øret og ned over halsen havde løvens klør revet hud, væv og kranieknogle af. Halspulsåren lå blotlagt og pulserede – hun var altså kun karrets tykkelse fra at denne var blevet flået op – og hun havde været død. Hendes øje er i en sådan grad, at det ikke er til at sige på nuværende tidspunkt, om hun beholder synet på det. Et lille stykke af kraniet er revet af – ’heldigvis’ kun en del så det indre øre er blotlagt, og ikke ind til hjernen. Hørelsen er dog højst sandsynlig påvirket eller tabt.
Trods alle disse ubehageligheder ser det heldigvis ud til at hun overlever angrebet.
Hvad der efterfølgende vil blive af denne kvinde er ikke til at forudse. Bare tanken om at overvære at 3 af ens geder bliver ædt – med den viden, at man selv med stor sandsynlighed er den næste i rækken… det må kræve mange års psykolog hjælp – en hjælp som er ikke-eksisterende her…

For at fortælle en historie med en lykkelig slutning, så er den lille gut med kartoflen i halsen lige blevet udskrevet. Vi har mærket stor taknemmelighed fra moderens side. Hver gang vi trådte ind på børneafdelingen kom hun op for at hilse. På det lokale stammesprog, gav hun en kort up-date om, hvordan hendes søn havde det - og vi svarede altid på engelsk. Ingen af os forstod hinanden - men alligevel kunne vi sagtens få et par minutters samtale kørende. Lidt sjovt at tænke på...

Pygmæernes verden tur-retur

Denne weekend fik vi et enestående tilbud: trekkingtur i nationalparken, gennem Bwindi impenetrable forest (Bwindis uigennemtrægelige skov), med det mål at besøge en Batwa pygmæ stamme. To fyre, Richard (læge) og Barnabus (health community worker), havde planlagt turen i månedsvis. 7 i alt drog vi afsted – 3 af os piger – og 4 medarbejdere fra hospitalet.



Først skulle vi gennem junglen. Her havde vi følge af to soldater - en foran og en bag os – hver med sit gevær. Det er et krav når ’hvide’ bevæger sig gennem skoven, da området grænser op til Congo. Rebeller fra Congo kidnappede for 10 år siden en amerikansk turist og dræbte vedkommende. Soldaterne var altså vores beskyttelse.

Barnabus peger på hospitalet

Op gik det, lidt mere opad, og så lige lidt mere. Tempoet var som sat af B.S. Christiansen – og vi kæmpede. Kvinder hernede ses som svage – så vi skulle vise dem hvad danske vikinger var lavet af! Så beskrivelse af regnskoven – tja, jeg kiggede mest nedad for ikke at snuble over en løs sten – men tæt, det var skoven helt bestemt!






Efter skoven kom bjergene – altså, mere opad… sveden løb ned af os piger, men ikke et kvæk om pause kom fra vores mund, så når vi holdt pause, var det på drengenes opfordring. På et tidspunkt gjorde vi ophold ved en skole – det var en tidligere lejr for flygtninge fra Congo. Jeg tog ophold på en sten på en lille forhøjning. Ned af forhøjningen lå børnene i tre rækker og kiggede grinende på mig.
Langsomt blev de modigere og krøb nærmere langs jorden – dog stadig med sikker afstand – man ved jo aldrig hvad en musungo kan finde på.

  
Videre gik det – opad og opad. Pygmæerne bor på toppen af bjerget – ingen kendte højden – men lad mig bare sige, at vi kiggede ned på skyerne.

Godt udmattede - men nu er vi også ved 'skyerne'

Pygmæerne er tidligere nomadefolk, der boede i skoven langt væk fra al civilisation. Her levede de af jagt. De er nemme at kende – for de er mellem 1.20-1.50 cm høje – kvinderne kan endda være mindre. Da bjerg-gorillaerne er truede, og pygmæerne intet problem har med at nedslagte en gorilla til middag, besluttede regeringen i 2003 at pygmæerne skulle ud af skoven. Det kom de også - man glemte bare at give dem et nyt sted at bo. Da de var nomader ejede de intet, og havde derfor intet at begynde et nyt liv for. De har selvfølgelig ikke gået i skole, og har svært ved at forstå konceptet ’penge’ – de bliver derfor ofte snydt når de har penge. Men disse nomade folk er altså endt med at bo på toppen af det bjerg vi netop var på vej opad.

vi er næsten fremme, vi ville ikke være uhøflige, så vi har ikke taget så mange billeder i landsbyen. Ovenover rækken af mennesker kan dog skimtes et hus.

Et lille hvil inden det går løs igen

Efter 5 timers rask gang var vi fremme. Vi fik en fin velkomst af mændene, mens kvinderne forberedte vores sovested. Et område på ca. 40 kvadratmeter var overdækket med bliktag – herunder skulle vores telte stå. Kvinderne fordelte først palmeblade ud på jorden, ovenover blev der lagt langt græs – det skulle isolere for jordens kulde. Godt ødelagte og med svedige hænder hilste vi på stammens mænd. Allermest havde jeg lyst til at smide mig ned med fødderne oppe og sove i to dage – men…. This is Africa…. Og i Afrika må man gå langt efter rent vand! Endnu en times gang opad!

Raymond og jeg er glade over at være på 'toppen'

Udsigt over Congo

Meget kontrastfyldt skulle vi på vejen efter vand forbi en lodge – en nat; 500$. Formålet var at etablere et samarbejde med lodgen, så turisterne evt vil besøge hospitalet – og forhåbentlig give en lille donation. Vi nød dog godt af udsigten herfra – ud over Congo.








Herefter gik vi til den lille landsby, hvor vi kunne købe vand og mad. Turen tilbage var heldigvis ned ad bakke – halvdelen dog i mørke…

Efter at have tilberedt og spist den mad vi havde brugt vores sidste kræfter på at skaffe, blev vi inviteret til at sidde med stammens mænd rundt om bålet (som også var under det overdækkede tag) – og chokket kom!!!

Caroline demonstrer højden af byens toilet

 Helt naturligt, ville de først gerne høre lidt om vores hjemland. Første spørgsmål lød om landet var fladt eller med bjerge. Caroline svarer; landet er fladt, det er koldt, det regner ofte og om vinteren har vi sne. De kan selvfølgelig ikke engelsk – så vi har en der oversætter frem og tilbage – det tager dog tid – og langsomt går det op for os, at han er i gang med at forklare, hvad sne er. De 7 mænd sidder med dybt koncentrerede ansigter og lytter intenst – de har aldrig hørt om sne! Næste spørgsmål: Hvordan fodrer i så dyrene om vinteren, når der er sne på jorden? Her begynder det langsomt at gå op for os, hvor isolerede disse mennesker er, hvor lidt de ved om resten af verden, og at vi måske er de første hvide mennesker, der har besøgt deres lille stamme! (Jeg spurgte senere Barnabus – han havde aldrig før haft gæster med derud).

Vi har selvfølgelig også spørgsmål til dem. De har alle mellem 5 og 10 børn, 2 af mændene har to koner, andre to er brødre – men med hver deres mor – deres far havde 5 koner. Vi hørte, hvordan de 5 mænd med spyd kunne nedlægge en bøffel! Yderst interessant! Den hyppigste dødsårsag, da de boede i skoven var at de blev taget af løver eller pumaer. Derfor skulle man altid være på vagt – og det var de! En gren knækker på et tidspunkt et sted udenfor lejren – de farer alle op – det var (heldigvis!) falsk alarm. Senere farer de op igen med tegn om at vi skal løfte fødderne. 3 mænd skulle der til for at få et lille dyr kastet ind i bålet. Det lignede en blanding af et stort tusindben og en skorpion – de forklarer; den bider – det er dødeligt – og vi har ikke modgift. Godt så - velkommen til junglen!

Stammens leder yderst til venstre, tre kvinder og en masse børn!

Der faldt dog ro på lejren igen. Regnen styrtede ned, tordenen buldrede og himlen blev ofte oplyst af lyn. Samtalen om bålet fortsatte. De fortalte, at de så hvide mennesker som vise. Derfor havde de glædet sig til at høre, hvad de skulle gøre, for at få et bedre liv. Det er noget af en uberettiget ophøjelse bare for ens hudfarve! Og det viste os endnu mere, hvor lidt de vidste om verden udenfor. Vi sad som mundlamme – 3 tøser – midt i deres tyvere – skulle fortælle disse ældre mænd – fra en stamme, der i generationer har overlevet blandt vilde dyr i en skov – hvad de kan gøre for at forbedre deres situation! Og de havde ligefrem glædet sig til at spørge os, det vil sige, de forventede rent faktisk et svar! Jeg svarede, at vores samfund blev båret af, at alle skulle gå i skole (folkeskolen i Uganda er gratis – men langt fra alle børn går i skole) – og gennem den viden man fik fra skolen, var man bedre rustet til at klare sig i samfundet. Det så ud til et lys gik op for dem – jeg håber bare de forstod budskabet om, at det er vigtigt, at de sender deres børn i skole.

Hjemturen

Resten af aftenen forsatte i undervisningens tegn – de 4 f’er: fæces, food, fingers og flies. Kort fortalt; de kan undgå megen sygdom, hvis de vasker hænder efter toiletbesøg, inden spisning, koger vandet og undgår fluerne – helt basalt for os – men tydeligvis ny viden for dem.

Jeg sov ikke meget denne nat – tordenen bragede forsat løs og regnen hamrede mod bliktaget – men det var mere et forsøg på at fordøje aftenens oplevelser, der holdt mig vågen – det var for vildt!















Næste dag inden hjemrejsen fik vi en rundtur. De boede i lerhytter med stråtag – på ca. 12 kvadratmeter kunne de sagtens bo en familie på 7. Midt i huset var køkkenet – det vil sige; bålet. For de der kender Vingsted – så er det præcis sådan disse mennesker bor i år 2012 – altså, som vi i Danmark boede i jernalderen – forskellen er bare at husene i Vingsted er i bedre stand! Der er blevet doneret midler, så de er i gang med at bygge nye huse med bliktag i stedet – deres gamle huse skal så bruges til køkken. Yderligere har de fået doneret to brønde.

Vi takkede mange gange for deres gæstfrihed. De svarede, at det, at vi havde tilbagelagt hele denne ufremkommelige vej for at besøge dem, var for dem et tegn på, at bedre tider var på vej. De håbede, at vi ville fortælle deres historie, så flere ville besøge dem – det er hermed gjort….

Et træt, men stærkt team ved rejsens ende

Hospitalet!

Outpatient department og laboratoriet

Hospitalet var i 2003 kun en læge på gennemrejse, som tog ophold under et træ. Men, som de udtrykker det her – han talte med et par venner – og så kom hospitalet til. Bam!
Siden har de rykvis udvidet med nye bygninger til nye afdelinger.

I morges var vi med til første spadestik til nye personale-boliger – en stor fond har doneret pengene. Det er tiltrængt – en del af personalet bor i huse (læs: et værelse), uden strøm og uden rindende vand – og toilettet, det deles med andre.


Hen over bjergene i baggrunden kan vi se den berømte afrikanske røde solnedgang. Nedenfor ses operationsgangen.
 

I dag er her en voksenafdeling, børneafdeling, fødselsafdeling, HIV/out-reasch samt out-patient department. Sidstnævnte kan sammenlignes med vores praktiserende læge – bare uden tidsbestilling og uden læge… I stedet er det en clinical officer – de har en 3-årig uddannelse, hvor de lærer, hvem de selv kan behandle, hvem de kan sende hjem og hvem der skal indlægges og ses af en læge.

Hospitalet arbejder præventivt –  derfor går de meget op i at opsøge skoler og landsbyer for at undervise og derved undgå udvikling af de sygdomme der kan forhindres via viden.
HIV/out-reasch står for dette, ligesom de også tager ud til de, der har for lang afstand eller ikke har råd til at komme ind til hospitalet. Jeg var med en dag, vi skulle ud til en landsby for at behandle de HIV-smittede.


 


I bilen var vi nødt til at have et tørklæde om håret - og nogle gange for munden - da vejene er så støvede – deraf den besynderlige hovedpåklædning. Dagen startede med at der skulle tages blodprøver – heri kan man via et celletal se hvor svær en grad af HIV patienten har og herefter regulere medicinen efter dette. Jeg har ikke taget blodprøver på børn før – eller sorte – eller HIV-patienter for den sags skyld - så det var med ekstra forsigtighed når de helt små poder på under et år skulle stikkes – og for lige at blære mig lidt – så ramte jeg alle i første forsøg!

Røntgen og apotek

Strømmen her kører fra 2 generatorer – tændt på forskellige tidspunkter af dagen. Den lille kører på solenergi og lader batterierne op til den store. Det betyder daglige strømafbrydelser – og sidst på eftermiddagen er man nødt til at vente til efter kl 20.00 med at bestille røntgen-billeder – apparatet kan kun køre på den store generator - som bliver tændt kl 20. Røntgen-afdelingen er det der på billedet ovenfor ligner en grå container (Den ene dør er åben)- og som også er en grå container. Den grå container hvor dørene er lukkede er hospitalets apotek. De brune døre til venstre er ind til vores "kantine" - her får vi en kop te og en bolle hver formiddag - enormt hyggeligt.


Her er ca 115 ansatte – 3 læger i klinikken, hvoraf 2 opererer og den sidste er børnelæge. De arbejder i døgndrift og det er imponerende hvad de kan. I Danmark er man kun kirurg inden for sit eget speciale – men her skal de kunne alt lige fra et brækket ben til et kejsersnit. Den anden dag fjernede de milten på en patient – det er altså imponerende!

Billedet til venstre er Sofie, en af mine medrejsende, desuden ses den lidt orange-prægede bygning. Her ligger administrationen på 1. sal og HIV-afdeling i stuen. Kigger man bag Sofie er der en fodbold- og volley-bane. De går op i deres fodbold - deraf også navnet "super team". De sidste to lørdage har radiostationen aflyst den planlagte dyst - hjemmeholdet er sikker på, at det er fordi de ikke tør! I går fik de en invitation fra en skole om kamp -og der blev påpeget herfra at det krævede hård træning! De har helt sikkert en ære at beskytte.

Voksenafdelingen

Voksenafdelingen består af to store rum - i det ene ligger kvinderne - det andet mændene. Ud over kønsfordelingen er der ikke meget privatliv for de patienter de ligger der. I går til stuegang satte patienten i nabo-sengen sig ned over en balje - fordelte kjolen pænt ud over og begyndte at tisse - jeg undrede mig et kort overblik - men... this is africa man!

Første dag på børneafdelingen.

Billedet er til ære for Marcus og Silje:
Jeg ofrede mig for fællesskabet og tog en banan i hånden og gik ud i haven og satte mig på hug. Hurtigt raslede det oppe i træerne, og den store af aberne hoppede ned på græsset - løb mod mig - heldigvis stoppede den ca 1 meter fra mig - ellers tror jeg, at jeg havde smidt bananen og var løbet væk i rædsel. Det er faktisk ikke særligt rart, når en vild abe løber mod en i fuld fart! Heldigvis stoppede den - stille og roligt gik den hen mod mig, hev bananen ud af hånden på mig og skyndte sig herefter et stykke væk. Som om den frygtede, at jeg ville tage kampen op for at genvinde bananen - det havde jeg dog på ingen måder lyst til.

I dag har vi været 13 timer på børneafdelingen. Ret interessant. Lægen dernede bad os skyde på hvor gammelt et barn var. Vi skød på 5-6 år - barnet var 11!
Ellers brugte vi 4 timer på at holde en 10 måneder gammel dreng stabil. Han var ustabil med svær svær vejrtrækningsbesvær på grund af et komprimeret luftrør. Efter 4 timers kamp hjalp drengen selv - og op kom en kartoffel.
Det var en lang dag, men når en af lægerne efterfølgende siger; "Thank you for helping os saving a life", går det op for en, hvad der lige er sket - og så er det jo det hele værd!

Halleluja! Praise the Lord - in the house of family planning service!

Søndag dukkede vi op i kirke, vi ville gerne vise lidt ’good will’, da de er meget religiøse her. Det gik ikke stille for sig,– lidt ala gospel tilsat bongotrommer. ’Kirken’ ligger i en bygning, som til hverdag er en del af hospitalet, derfor, nærmest ironisk, står der på væggen; Free family planning service available here.
-Altså; her deles gratis kondomer og lignende ud.


Efter arbejde i dag gik vi en tur – og endnu en gang til stor morskab for børnene. En flok drenge kæmpede med at få deres geder til at hoppe over en bæk, og efter det lykkedes, fik de øje på os. De smed alt hvad de havde, glemte alt om gederne og løb alt hvad de havde lært over til de 4 sjove musungos! Øjeblikket blev foreviget, da vi fik lov at tage et billede af dem, og da de efterfølgende med stor interesse og lidt skepsis kunne se sig selv på kameraet.



 Desværre mødte vi også en lille dreng der sagde; ”hallo musungo! Give me a pen.” (Giv mig en blyant). Her er meget fattigt. Heldigvis vil her aldrig komme hungersnød som man fx kan se i Etiopien, da landet er så frodigt at alt kan gro. Men man synker lige en ekstra klump i halsen, når man ved det er til skolebrug. Derfor, hvis nogle skulle få den tanke at sende lidt herned, så overvej at sende lidt blyanter med. Så vil jeg have dem i lommen på vores gåture – det vil måske gavne, hvis vi endnu en gang skulle møde en skole-glad dreng!

It’s ok – it’s Africa man!

Ikke mange minutter havde vi været i dette fantastiske afrikanske land, hvor jorden er rød, græsset grønt og himlen blå, før der blev grint højlydt af os. Min sele i taxaen fra lufthavnen til hovedstaden virkede ikke – vi pointerede det bare – hvorefter chaufføren højlydt griner og siger: ”It’s ok – it’s Africa man!”.Dette er hurtigt blevet vores motto i en hverdag præget af forsinkelser, ufremkommelige veje, kvæg på vejene, strømafbrydelser (som nu!) osv.

Vi havde en overnatning i hovedstaden, Kampala – jeg vælger bare at beskrive denne som; kaos!

    

Turen hertil var helt fantastisk! 12 timer i jeep på hullede veje – men den smukke natur og oplevelser langs vejkanten udlignede den begyndende smerte i bagdelen fra alle de huller, som vi ramte i vejen. Jo længere vi kom fra hovedstaden, jo stærkere reagerede de lokale på os. I begyndelsen råbte de bare ”musungu” – hvid – og pegede. Senere tabte børnene bogstavelig talt underkæben og stod som forstenede og kiggede efter os. Nogle vågnede op igen, løb efter bilen, mens de grinede, vinkede og råbte ”musungu musungu”. Jeg ved ikke om de, eller os grinede mest.

På hospitalet blev vi taget imod med åbne arme. Alle er meget venlige. Den første uge bliver vi introduceret til afdelingerne. På min første dag var jeg på fødselsgangen – det bød på en fødsel, et kejsersnit, en operation for en byld og et behandlings-indgreb på en kvinde efter en abort – her assisterede jeg. En arbejdsdag fra kl 8-21.30. Men hvilken dag!



Så alt i alt tegner dette til at blive et fantastisk ophold. Og på trods af at menuen i aften står på lever – skal der ikke mere, end et kig ud i haven, hvor det vrimler med rødhalede aber i træerne, til at få smilet frem.
This is Africa man!