Slut på første del af eventyret

Vores tid på hospitalet er nu fordi - et ophold der har været helt fantastisk. Hospitalet levede op til alle mine forventninger - og mere til. Den forskel dette hospital gør for dette område og dets befolkning er helt enestående. Men ikke nok med det, vi er blevet taget imod med åbne arme og venskaber er opstået. Mange beskriver hospitalets personale som en stor familie - og denne familie blev vi hurtigt adopteret ind i.

Fødslen af denne lille pige klarede Emma og jeg

 


Dog har det været et ophold, hvor vi har været hele følelses-registret igennem. Man må ikke forglemme at dette er Afrika - patienter der dør alt for tidligt af HIV, nyfødte der ikke klarer livets første dage, svære infektioner - der ikke kan behandles med det antibiotika vi har til rådighed, psykiske sygdomme - hvortil der ingen medicin er, alkoholisme, malaria, konsekvenserne af lokale medicinmænds 'behandlinger', kræftpatienter - hvor det eneste vi kan gøre er at behandle smerterne, patienter, hvis eneste mulighed for redning af livet, er overførsel til et større hospital - men de har ikke råd til transporten der til. Sygdomme, hvor man er bevist om, at udfaldet kan have været anderledes, hvis vi havde de midler vi har derhjemme. En tanke man forsøger at skubbe væk - og som man bliver nødt til at skubbe væk - nogle gange bliver man dog indhentet af den. Det vigtige er at huske på, hvordan disse mennesker var stillet, hvis hospitalet ikke var her - hvor mange sunde og raske børn her bliver født, hvor mange fejlernærede børn, der forlader hospitalet fuld af energi og lege-lyst, hvor mange malaria-patienter der helbredes - hvor stor en forskel hospitalet i virkeligheden gør indenfor både behandling og forebyggelse af sygdomme.
Jeg vil til hver en tid anbefale dette hospital til folk inden for sundhedsverdenen - det har været et ophold fuld af rigdom - fagligt som menneskeligt.
  

  

'Venteværelset'

Hospitalet

Men turen er ikke forbi. Next stop: Tanzania!!!!!!

Vi starter vores rejse med at sejle over Victoria-søen. På den anden side af søen venter en 5 dages safari-tur blandt andet på Serengeti-sletten og i Ngorongoro krateret. Herefter splittes vores lille gruppe op - Emma og jeg rejser selv videre - vi skal bestige Kilimanjaro og se Afrika fra toppen. Herefter forsætter turen til Zanzibar, hvor vi vil bo i en hytte på en  bounty-strand, nyde 14-dages afslapning og dykke ved koral-revene! Umiddelbart synes jeg ikke det lyder helt dårligt....  

Jeg vil forsøge at lave endnu et blog-indlæg på gennemrejsen.

Personalet i gæstehuset

 

God salgs-taktik?

Vores stue

 

Sådan slås græsset her

Centrum af 'byen'

Herfra hentes vand

Aria og jeg - en af de søde sygeplejersker fra fødsels-gangen

Jeg har fået øje på noget - og sjovt billede; kan se min niece i mig

Det var hvad jeg så; den østafrikanske grå krontrane- Ugandas nationalfugl!!!

En lille pige bærer en mindre søskende - og har en bog på hovedet!

Præsentation af min forskning for hospitalet

Denne uges mandagsundervisning stod jeg for. Det var vigtigt for mig, at jeg kunne præsentere nogle af mine resultater og ideer for hospitalet inden jeg rejser herfra. Det resterende må de få senere på mail.
Jeg var nervøs – jeg var nervøs for hvordan de ville tage imod det. For de, der ikke kender mit projekt, vil jeg kort forklare. Jeg har brugt de sidste 3 måneder på at indsamle data fra abort-patienters journaler helt tilbage til 2007, ligesom jeg har observeret de tilfælde der er blevet indlagt her under mit ophold.

  

Abort er illegalt i mange afrikanske lande, også Uganda. Men at aborter er illegale betyder ikke, at de ikke sker – i stedet for at foregå i sikre omgivelser på et hospital, sker det i de små landsbyer – med urter, grene eller eger fra et cykelhjul. En illegal abort er skamfuldt, patienterne gør alt for at holde det hemmeligt, de frygter omgivelserne reaktion, de frygter straffen; at blive dømt for mord (jeg har dog ikke hørt denne straf effektueret – hospitalet har jo deres tavshedspligt). Men det betyder, at de først søger hospitaler når de er alvorligt syge – og af alle graviditets-relaterede dødsfald i verden tæller disse aborter for 13%! Jeg havde læst artikler fra Kenya og Tanzania, hvor behandling af disse patienter, når de endelig kom til et hospital, var alt for ringe. Det rørte mig, for så længe abort er ulovligt - vil de foregå ude i landsbyerne, så det mindste man kan gøre som sundhedspersonale er at sikre sig at behandlingen er optimal.

Jeg udarbejdede derfor en protokol for behandlingen af disse patienter – hvor jeg har taget forbehold for hospitalets ressourcer. Herfra udviklede jeg en database med de ønskede parametre og med det formål at kunne undersøge behandlings-niveauet på dette hospital. Herved ønsker jeg at identificere områder, hvor der kan gøres forbedringer, samt komme med forslag til forbedringer.
Men alt dette betyder, at det jeg skulle fremlægge i morges, var de områder hvor behandlingen ikke er optimal. Direkte sagt ’på dette punkt gør I det ikke godt nok’.

Generelt gør de et rigtigt godt stykke arbejde her, men jeg har fundet områder, hvor jeg mener, det er muligt at forbedre behandlingen – som vil komme til fordel for både patient og hospital. Og dette fremlagde jeg så i morges.

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt bevæget bagefter. De tog så godt imod det, var taknemmelige for mit arbejde - de kunne godt se problemerne, og de tog mine forslag til sig! Men ikke bare har de taget det til sig, de vi implementere det! Alt hvad jeg havde håbet på – for det betyder, at det jeg har arbejdet på de sidste 3 måneder rent faktisk vil komme en masse patienter til gavn i fremtiden!  De har bedt om min database – så hospitalet selv fremover kan lave årlige evalueringer på området - for at følge udviklingen i behandlingsniveauet. Derudover har de bedt mig om at udarbejde en checkliste for behandling og tiltag, som de kan have liggende på afdelingerne, og bruge når disse patienter bliver indlagt, ligesom de har bedt mig opdatere hospitalets guidelines for behandlingen af aborter. Arbejdsopgaver jeg med glæde har påtaget mig.
Jeg er glad, rørt og stolt over at det projekt, som jeg har brændt så meget for, som jeg har brugt så meget tid på, som jeg til tider har været ved at brække mig over og kyle i skraldespanden nu bærer frugt – og ikke bare bærer frugt, men er endt langt over mine forventninger og hvad end jeg turde håbe på. Så jeg er glad i dag, jeg er glad på hospitalets vegne, men mest af alt glad på de fremtidige patienters vegne…

Goat-roasting – og muligheden for at blive en mand!

Vi har haft et lille grill-arrangement her. Ideens ophavsmand kendes ikke mere – men planen bestod i at finde en ged, slagte den, tage den ned til floden og grille den. Et hyggeligt arrangement for alle hospitalets personale. 3 geder blev købt til formålet – en enkelt blev benådet - den var for tynd….
Gederne blev slagtet en efter en - løkken om halsen blev strammet – og med en manchete blev halskarrene skåret over. Blodet fik lov at dryppe og geden smidt på et palmeblad. Herefter blev skindet taget af og geden parteret. Det foregik noget hurtigt – og selvfølgelig skar manden sig dybt i fingeren (Efter at have bevidnet dette undrer vi os ikke mere over de, der kommer ind med en afhugget finger eller et par afhuggede tæer) – men med 4 kommende læger lige ved siden af er dette problem hurtigt klaret.

De slagtede geder og grillen blev transporteret til floden og festmåltidet kunne starte. Som før skrevet spiser de alt på dyrene. Ved første øjekast på grillen undrer vi os kort over, hvad det er for en kæde, der ligger blandt kødet på grillen…. Det er selvfølgelig tarmene – de er blevet vasket og så ellers redt igennem - derved bliver de nærmest snoet tæt om hinanden, så det ligner en kæde – en spise reserveret til præsten, da han synes dette er yderst delikat.

'Perlekæden' kan anes yderst til højre bag stangen

Lægerne Gideon og Richard

 Grillet ged smager ganske godt, så det var et festmåltid. Læge Gideon stikker i et hyl af grin, han har taget en af gedernes testikler, og det kan jo ikke ske ukommenteret fra vores side. Han bliver dog noget overrasket – for da han tilbyder os at smage - takker vi ja. En delikatesse vil jeg nok aldrig omtale gede-testikel som, og konsistensen er lidt mærkelig, men det var på ingen måder slemt. Men her var vores mulighed – hvis en kvinde spiser gedetestikel – og hun efterfølgende hopper i floden 3 gange – så vil hun vågne op næste morgen som en mænd. Ganske tilfreds med min køn, og på trods af, at det i Uganda er utroligt velset at være en mand, valgte jeg nu at beholde jord under mine fødder og forblive en kvinde….

Dr Leonard og Faith

Rotte-regn

Find Holger

Som skrevet tidligere vil jeg nu opdatere hele rotte-situationen.

Vi nåede på en måde at affinde os med rotterne – så mange

var der – vores eneste krav var, at de ikke skulle være i 

vores seng, nær vores mad eller skide på vores tøj (hvilket 

ofte afslørede deres eksistens)… Krav der ikke kunne

opfyldes….
Da manageren af gæstehuset er jævnt svær at arbejde med, 

og kun kommer med dårlige undskyldninger – som fx at 

rotterne løber ind gennem døren når vi åbner den – og blankt 

afviser på trods af 4 piger som vidner derpå, at de kommer 

ind gennem hullerne oppe ved taget (For hvordan 

kommer rotten derop?!) –– tja…. Hvad skal man så gøre…

Man skal søge andre veje – Barnabas, der har kontor i 

forbindelse med gæstehuset, og som så ofte har hjulpet os 

med vores ’dyre-situationer’ – kom til hjælp. Han fandt en stige 

og forsøgte at lukke alle de huller han kunne finde med sten. 

Det var helt sikkert bedre end ingenting.
Da Caroline vågner en morgen – uden kontaktlinser i – undrer hun sig over, hvad det dog er der ligger på natbordet – hun rækker ud efter det – hvorefter den nye pige, Janny, råber ’Neeejjj – det er en død rotte!’. 6 døde rotter lå hist og pist. Uden at fortælle os det, havde de lagt gift op. Caroline havde dog undret sig over, hvad det var for bump, hun hørte om natten – men det regnede såmænd bare med døde rotter!!

Glade over at rotterne var døde, men lidt undrende over, at vi ikke vidste der var blevet lagt gift ud, forsatte dagene nogenlunde rotte-fri. Det vil sige, mindst en rotte løb stadig rundt og overraskede os af og til…. Indtil en dag, hvor en tyk stank kom os i møde på de andre pigers værelse. En død rotte var helt sikkert ikke blevet fundet! 3 af medarbejderne gik på jagt – fandt en halvt fordærvet rotte i et hul. Guf. Endnu en dag går – samtlige piger får madforgiftning og må ligge i sengen en hel dag. Om aftenen - efter de andre piger forlader deres værelse og prøver den friske luft – bliver det tydeligt at endnu en rotte ligger død et sted. En helt forfærdelig stank – som de andre piger har ligget syge i hele dagen. Føj! Endnu 3 medarbejdere i gang – de finder hullet – men kan ikke nå rotten, samtidig er der også en levende rotte i hullet. Hvad gør man så - man putter ler op og lukker hullet, sprøjter med de velkendte ’duft-spray’, der typisk befinder sig på offentlige toiletter, siger godnat og sov godt. Pigerne sov ikke godt, den levende rotte - der nu var begravet sammen med den døde - peb og kradsede hele natten for at komme ud….

Den lever i hvert fald ikke mere – men lugten, den hænger stadig i luften – det kan den klat ler ikke isolere…

Faiths 30 års fødselsdag - fødselsdagsbarnet ses ved siden af mig

Byens mahogni-træ - se hvilket kontinent det ligner...

Frokost- samt aftensmad i 2 måneder. Af og til med kidney-bønner, og er vi heldige er der 3 små stykker aubergine og grøn peber i saucen.

En søndag eftermiddag foran byens kirke

Hver søndag spilles der fodbold - efter at køer og geder er jaget væk fra banen - af og til afbrydes kampen dog, når et dyr forvilder sig tilbage på banen

Vi fungerer som heppekor - men tiltrækker også altid en masse børn - her har vi gang i at råbe 'æbler, pærer, pølser flæsk - hvad skal de ha - tæsk!', børnene (og Dr Leonard) var helt med på at råbe 'tæsk'

Fra venstre Dr Leonard, præst Bernard i midten og Brian yderst følger også intenst kampen - dog jævnligt afbrudt af Leonard's 'tæsk!'